TestMoz – et fantastisk, gratis og reklamefrit lille online testsystem

Ofte har du – som lærer – behov for at sikre dig at dine deltagere/elever har forstået de vigtigste budskaber, i det tema der lige er blevet gennemgået. Andre gange vil du gerne kunne tilbyde dem en anonym selvtest, så de selv kan få fornemmelse af om de har fanget pointerne. For at kunne gennemføre denne lille test, har du behov for et testsystem, meget gerne multiple Choice. Og hvis du synes det bare er håbløst umoderne at skrive alle dine spørgsmål og svar i Word, og uddele en fysisk kopi, som de så kan sætte deres krydser i, og skolen heller ikke har et smart LMS system, med indbygget testværktøj, ja, så er du nødt til at ty til Internettet. Jeg har bestemt ikke noget problem med at man går på Internettet og benytter sig af de hundredevis af gratis online testværktøjer der findes. Og jeg har da også flere gange rådet folk til bare at gå ind på Google og søge et testværktøj som de så kan bruge. For et par måneder siden hørte jeg endnu en gang mig selv sige det til en konference, og jeg blev mødt af et spørgsmål, om jeg ikke kunne give dem et specifikt navn på et værktøj. Det kunne jeg ikke, da det var næsten et år siden jeg sidst havde haft behov for et sådan værktøj. Men jeg lovede spørgeren at gå hjem og finde det system, jeg synes var bedst og efterfølgende sende navnet på værktøjet sammen med min præsentation. Som sagt så gjort. Jeg gik hjem til mit kontor og begyndte at søge. Det skulle dog vise sig at være noget sværere end jeg havde regnet med, at finde et brugbart, gratis og forholdsvist reklamefrit online testsystem. Jeg var faktisk lige ved at kaste håndklædet i ringen, da jeg faldt over testmoz.com. Det er tydeligt at Testmoz er en enkelt persons værk. Formentlig udgivet i forlængelse med et speciale på en uddannelse, eller som hobby projekt. Og under “about”, kan man da også læse:

Testmoz is a simple test generating application created by Matt Johnson, an undergraduate student at Washington State University, Vancouver.

Testmoz virker fantastisk. Det kan kun lige det man har behov for og ikke mere: Oprette multiple choice spørgsmål, publicere dem til sine deltagere, og efterfølgende tracke på resultaterne. Fuldstændig reklamefrit.

Jeg har lavet en lille video som kort introducerer systemet.

Ps. hvis du begynder at bruge Testmoz rigtig meget, skal du overveje at blive “Testmoz member” for 20 dollars om året. Det giver dig et lille test manager værktøj, som kan give dig overblik over alle de tests du har oprettet. Men som du også vil opdage når du begynder at bruge Testmoz, behøver du det egentlig ikke, men det vil helt sikkert give dig et bedre overblik, og så er det jo også en støtte til Matt for hans fantastiske arbejde.

Stil digitale spørgsmål i din undervisning

Jeg har fundet et nyt polling-system som, i den gratis udgave, giver mulighed for op til 100 deltagere på hvert spørgsmål du stiller. Det er ret flot. Selvfølgelig er der så nogle andre begrænsninger som fx max 2 spørgsmål pr undersøgelse, og kun en aktiv undersøgelse af gangen. Men ofte kan man klare sig med det. Særligt når det bare handler om enkelte spørgmål i et foredrag, eller overfor klassen. Jeg har lavet en lille video om IQ poll, som det hedder. www.iqpolls.com